Mads Langelund
Rock, pop, indie, nostalgi, kærlighed og rå energi smelter sammen, når Mads Langelund præsenterer velproduceret rock/pop. De fængende sange rummer små og store fortællinger, følelser og fraktioner af livets op og nedture.
Mads Langelund er musiker, skuespiller og filmskaber. Han har medvirket i film som Frygtelig Lykkelig, Gud Taler Ud, Erna I krig og Bamse. Han har siden sin debut som artist i 2018 opnået mere end en million streams på Spotify.
Musikken bliver til i skæringspunktet mellem produktioner fra Langelunds eget soveværelse og i samarbejde med nogle af de dygtigste producere på den danske scene. Hans sange dykker ned i tematikker som hverdagsproblemer og spørgsmål til tilværelsen. Mads henter meget inspiration fra dramatikken og skriver sange som små film.
Det bliver en akustisk koncert, han giver i Vamdrup Kino, og det bliver et mix af engelske og danske sange han kommer til at spille. Med sig har han musikeren Simon Holm Madsen.